Top banner
Banner

  DenStoreKrig.ExCathedra.dk — Essays & vurderinger  
Categories Banner    John Maynard Keynes

   Adolf Hitler

   Hans-Hermann Hoppe

   Krigens lange skygger

   Omvæltningernes tid

  
         
   Introduktion til siden
Om denne side
På denne side gengives essays om og vurderinger af Første Verdenskrig enten i uddrag eller anden gengivelse.

Teksterne er meget forskellige i deres syn på verdenskrigen, og det er da også netop pointen: At vise HVOR forskelligt en hændelse som Første Verdenskrig kan fortolkes.

   The Economic Consequences of the Peace
Om denne kilde
Materialet til dette punkt er ikke klar endnu, og kommer senere.

John Maynard Keynes (1883-1946) udgav i 1919 en bog med titlen The Economic Consequences of the Peace, hvori han stillede sig stærkt kritisk over for de betingelser, der var fastsat i den såkaldte Versailles-traktat, som han selv var til stede under udfærdigelsen af.



   Mein Kampf
Om denne kilde
Materialet til dette punkt er ikke klar endnu, og kommer senere.

Adolf Hitler behøver næppe nogen introduktion. I hans bog, Mein Kampf, fra 1925-26 kommer han ind på Første Verdenskrig, og der vil senere blive gengivet fra disse passager.



   Democracy, The God That Failed
Om denne kilde
Teksten her er uddrag fra indledningen til Hans-Hermann Hoppes bog fra 2001, Democracy, The God That Failed, hvori denne førende liberalist og anarko-kapitalist systematisk gennemgår forvandlingen af de vestlige samfund fra monarkier til demokratier.

Tysk-amerikanske Hans-Hermann Hoppe er de seneste årtiers mest fremtrædende repræsentant for Den Østrigske Skole i Økonomi, som udspringer fra arbejder af Ludwig von Mises og økonomer før ham i den østrigske tradition, tilbage fra Carl Menger.


Hans-Hermann Hoppe, 2001

Klik for stor:

Faksimile
Democracy, The God That Failed


Første Verdenskrig er een af de store skel i modern tid. Med dens afslutning blev transformationen af hele den vestlige verden fra enevældige konger til demokratisk-republikansk styre, der var begyndt med den franske revolution, fuldendt. Indtil 1914 havde der kun været 3 republikker i Europa – Frankrig, Schweiz og efter 1911, Portugal; og af alle større europæiske monarkier kunne kun UK betegnes som et parlamentarisk styre, d.v.s. eet, i hvilket den øverste magt lå hos et folkevalgt parlament. Bare 4 år senere, efter USA var gået ind i krigen og afgørende afgjort dens resultat, forsvandt monarkierne stort set, og Europa og resten af verden gik ind i det republikanske demokratis tidsalder.

I Europa måtte de militært besejrede Romanover, Hohenzollere og Habsburgere abdisere eller træde tilbage, og Rusland, Tyskland og Østrig blev demokratiske republikker med almindelig valgret – både til mænd og kvinder – og parlamentariske regeringer. Ligeledes byggede alle de nydannede stater – bortset fra Jugoslavien – på republikanske forfatninger. I Tyrkiet og Grækenland blev monarkierne væltet. Og hvor monarkier formelt blev bibeholdt, såsom i UK, Italien, Spanien, Belgien, Holland og de skandinaviske lande, udøvede monarkerne ikke længere regeringsmagt. Almindelig valgret blev indført, og al regeringsmagt blev lagt i hænderne på parlamenter og embedsmænd.

Den verdenshistoriske transformation fra ancien regime til den nye republikansk-demokratiske tidsalder af folkevalgte herskere kan også karakteriseres som overgangen fra Østrig og den østrigske måde til Amerika og den amerikanske måde. Dette er sandt af flere grunde. For det første startede Østrig krigen, og USA endte den. Østrig tabte, og USA vandt. Østrig blev regeret af en monark – kejser Franz Joseph – og USA af en demokratisk valgt præsident, professor Woodrow Wilson. Men vigtigere er, at Første Verdenskrig ikke var en traditionel krig udkæmpet om territorielle besiddelser, men en ideologisk én; og Østrig og USA var hver især, og blev opfattet som, de to lande, der mest klart repræsenterede de modstridende ideologier i konflikten.

Første Verdenskrig begyndte som en gammeldags territoriel tvist. Imidlertid tog krigen med den tidlige involvering og sidenhen officielle indtræden i krigen i april 1917 en ny, ideologisk dimension. USA var blevet grundlagt som en republik, og det demokratiske princip, som er den del af det republikanske grundtanke, havde lige for kort tid siden været bragt til sejr som et resultat af de centralistiske nordstaters voldelige betvingelser og ødelæggelse af udbryderne fra Sydstaterne i Den Amerikanske Borgerkrig. På Første Verdenskrigs tid havde denne sejrende ideologi fundet sin sande personifikation i daværende US-præsident Woodrow Wilson. Under Wilsons regering var den europæiske krig blevet en ideologisk mission – en mission for at gøre verden til et trygt sted for demokrati og fri for dynastiske herskere. Da den med USA allierede Zar Nikolaj 2. i marts 1917 blev tvunget til at abdicere og en ny, demokratisk-republikansk regering var blevet etableret i Rusland under Kerenskij, var Wilson lettet. Da zaren nu var væk, var krigen endelig blevet en ideologisk konflikt: Godt mod ondt. Wilson og hans nærmeste politiske rådgivere, George D. Herron og oberst House, kunne ikke lide kejserens Tyskland, aristokratiet og den militære elite. Men de hadede Østrig. Som Erik von Kuehnelt-Leddihn har karakteriseret Wilsons synspunkter og det venstreorienterede USA, var »Østrig mere ondt end Tyskland. Det eksisterede som en modsætning til Giuseppe Mazzinis princip og nationalstaten, det havde arvet mange traditioner såvel som symboler fra Romerriget (tohovedet ørn, sort-gyldne farver etc.); dynastiet havde engang hersket over Spanien (endnu et bête noire), det havde anført modreformatioen, det havde anført Den Hellige Alliance, kæmpet mod il Risorgimento (Italiens samling), undertrykt Magyar-opstanden under Kossuth (som der var et monument over i New York), og moralsk støttet det monarkiske eksperiment i Mexico. Habsburg – bare navnet vækker minder om katolicismen, og armada’en, inkvisitionen, Metternicht, Lafaytte fængslet i Olomouc og Silvio Pellico i Bruenns fæstning i Spielberg. Sådan en stat måtte udslettes, sådant et dynasti måtte forsvinde.«

Som en tiltagende ideologisk motiveret konflikt degenererede krigen hurtigt til at blive en total krig. Overalt blev hele den nationale økonomi militariseret (krigssocialisme), og den længe respekterede skelnen mellem kombattanter og ikke-kombattanter og militært og civilt liv gik tabt. Af denne grund resulterede Første Verdenskrig i mange flere civile tab – ofre for sult og sygdom – end soldater dræbt på slagmarkerne. Ydermere, på grund af krigens ideologiske karakter, var der ved dens afslutning ikke mulighed for indgåelse af noget kompromis, men kun betingelsesløs overgivelse, ydmygelse og straf. Tyskland måtte opgive sit monarki, og Alsace-Lorraine blev givet tilbage til Frankrig som før den Fransk-tyske Krig i 1870-71. Den nye tyske republik blev bebyrdet med en stor, langtrækkende krigsskadeerstatning. Tyskland blev demilitariseret, det tyske Saarland blev besat af Franktig, og i Øst måtte store områder afgives til Polen (Vestpreussen og Schlesien). Imidlertid blev Tyskland ikke parteret og ødelagt. Wilson havde udset Østrig til denne skæbne. Med afsættelsen af Habsburgerne blev hele det Østrig-Ungarnske Imperium parteret. Som kronen på værket af Wilsons udenrigspolitik blev to nye, kunstige stater dannet ud af det tidligere kejserdømme: Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Østrig selv, i århundreder en af Europas stærkeste magter, blev reduceret i størrelse til dets tysktalende centrum. Og, som en anden arv fra Wilson, blev lille Østrig tvunget til at afgive sine rent tyske provinser i Sydtyrol – helt ned til Brennerpasset – til Italien.

[…]

Hvis USA havde fulgt en rent ikke-interventionistisk udenrigspolitik, er det sandsynligt, at den interne europæiske konflikt var endt i 1916 eller tidligt i 1917 som et resultat af flere fredsinitiativer, navnlig af den østrigske kejser Karl 1. Ydermere ville krigen have været afsluttet med et gensidigt acceptabelt og ærereddende kompromis for fred, snarere end det faktiske diktat. Følgelig ville Østritg-Ungarn, Tyskland og Rusland have fortsat som traditionelle monarkier i stedet for at blive forvandlet til kortlivede demokratiske republikker. Med en russisk zar og en tysk og østrigsk kejser i sadlen ville det have været nærmest umuligt for bolsjevikkerne at gribe magten i Rusland, og som reaktion på en voksende kommunistisk trussel i Vesteuropa, også nærmest umuligt for fascister og nationalsocialister at gøre det samme i Italien og Tyskland. Millioner af ofre for kommunisme, nationalsocialisme og Anden Verdenskrig ville være blevet skånet. Omfanget af regeringsindblanding og kontrol med den private økonomi i Europa ville aldrig have nået de højder, vi ser i dag. Og i stedet for at Centraleuropa og Østeuropa (og følgelig halvdelen af kloden) faldt i kommunismens hænder og i over fyrre år blev plyndret og med magt isoleret fra det vestlige marked, ville hele Europa (og hele jordkloden) være blevet økonomisk integreret – lige som det det nittende århundrede – og et verdensomspændende system af arbejdsdeling og samarbejde. Levefoden i verden ville være vokset betydelig højre end den faktisk gjorde.


   Kronik Den store krigs lange skygger

Omtale
Den danske historieprofessor Niels Arne Sørensen havde i november 2008 en kronik i Berlingske Tidende, Den store krigs lange skygger, hvor han i anledning af 90-årsdagen for krigens afslutning gjorde status over krigens efterfølgende betydning, bl.a. med den betydelige pointe, at der med 1. og 2. Verdenskrig reelt var tale om een sammenhængende krig.

Under kronikken gengives et 18 minuter langt foredrag fra YouTube, hvor Niels Arne Sørensen i en udsendelde fra Danskernes Akademi på DR2 gennemgår krigen. Bl.a. refereres til Remarques Intet Nyt Fra Vestfronten, som er behandlet andre steder her på sitet.


Berlingske Kronik, 2008

Klik for stor:

Faksimile
Den store krigs lange skygger

Med 1. Verdenskrig begyndte 1900-tallets Store Katastrofe, som fortsatte med 2. Verdenskrig. Der er en så tæt sammenhæng mellem de to verdenskrige, at historikere ofte taler om en moderne 30-års krig.


For 90 år siden stod Europa i både lettelsens og jubelens tegn. Lettelse, fordi mere end fire års verdenskrig var forbi. Og jubel, fordi sejrherrerne havde lovet, at krigens lidelser skulle føre til en bedre verden.

Løfterne handlede om national selvbestemmelse, frihed og demokrati. Hertil kom visioner om en evig verdensfred, hvor en international organisation skulle sikre, at verdenskrigen blev »krigen der endte al krig«. Oven i købet lovede USAs præsident Wilson, at freden ikke ville blive sejrherrernes hævn over deres fjender; kun en retfærdig fredsaftale sikrede en holdbar fred, var hans logik.

Der var lige så store løfter om sociale reformer. »Hvad er vor opgave? At skabe et land som helte kan være tjent med at leve i«, som den britiske statsminister, Lloyd George, sagde det på et valgmøde få dage efter krigens afslutning.

Selv om jubelen var størst hos sejrherrerne, var der også store fremtidsforventninger i de tabende lande. I Østrig-Ungarn som allerede i november 1918 var ved at blive omdannet til nye nationalstater, og i Tyskland hvor nederlaget blev brugt til at gøre op med det autoritære kejserrige og gennemføre demokratiske revolutioner.

Derfor kan man med god ret se tiden omkring krigsafslutningen i 1918 som et utopisk øjeblik i Europas historie. Som et øjeblik hvor chancen for en bedre verden var lige til at gribe. Men efterkrigsårene blev ingen gylden tidsalder. De blev i stedet til mellemkrigstid. Hvordan og hvorfor gik de store håb til grunde?


Der var tårnhøje forventninger til de sejrende ledere, der i januar 1919 samledes i Paris for at planlægge freden. Men forventningerne brast hurtigt. Skuffelsen blev allerede samme år sat på skrift af en britisk økonom, Maynard Keynes, hvis hyperkritiske bog om Freden og dens økonomiske følger blev en international bestseller. Keynes dannede skole, og det blev almindeligt at betragte freden som helt mislykket.

Da historikere mange år senere efter arkivstudier begyndte at skrive tykke bøger om freden, var deres dom mindre kritisk. De påpegede, at fredsmagerne stod over for en nærmest umulig opgave, da Central- og Østeuropa skulle gøres til nationalstater. Nationaliteter levede ikke i nette klumper, og faktisk betød 20.000 km nye grænser og ni nye stater, at antallet af europæere, der ikke boede i deres »egen stat«, blev mere end halveret.

Organisationen, der skulle sikre freden, Folkeforbundet, blev også oprettet. Når den aldrig magtede at løse den opgave, skyldtes det ikke, at forbundet var en fejlkonstruktion, men at USA valgte at stå udenfor og derved svækkede det afgørende fra første færd.

Tilsvarende gjaldt vurderingen af andre sider af fredsafslutningen. Fx den skyhøje krigsskadeserstatning, som Tyskland blev pålagt, og det faktum, at taberne ikke fik lov til at drage grænser efter nationalitetsprincippet. Det var ikke smukt eller i overensstemmelse med løfterne. Men det blev først og fremmest et problem, fordi de stormagter, der skulle have garanteret beslutningerne, efterfølgende ikke levede op til deres ansvar. Det var ikke ved forhandlingsbordene i Paris, at freden mislykkedes. Det var i regeringskontorer og parlamenter i Washington og London.

Det er en tolkning, der har meget for sig. Men den har en meget iøjnefaldende svaghed. Den underspiller de store forventninger til freden, som sejrherrerne selv havde skabt. Modsætningen mellem de høje idealer om en retfærdig fred og de fredstraktater, som taberne fik besked på at underskrive, var til at få øje på. Det lignede meget mere det gamle, lukkede diplomati præget af gusten statsræson end de nye idealer om det åbne samfund, som især Wilson havde talt om. Svælget mellem forventninger og realiteter gjorde freden forhadt i taberlande som Ungarn og Tyskland – og betød også, at fredsordningen havde mange kritikere andre steder. En konsekvens var, at nazisternes angreb på fredssystemet efter 1933 blev set på med betydelig sympati også uden for Tyskland. For nazisterne ville jo, i manges øjne, blot gøre Tyskland til en hel og fuld nationalstat uden mindretal uden for grænserne. På den måde gjorde freden vejen til den næste krig kort.


Tiden omkring krigsafslutningen stod i demokratiets tegn. I de nye stater blev der skrevet forfatninger, som var langt mere demokratiske end dem, Europa havde kendt tidligere. Vigtig var udvidelsen af valgretten. I alle de nye stater (bortset fra Jugoslavien) fik kvinder valgret, og gammelkendte indskrænkninger i valgretten faldt stort set bort. Valgretten blev også udvidet i sejrende lande som Italien og Storbritannien.

I de fleste europæiske lande kunne de hjemvendte soldater også glæde sig over den nye 8-timers arbejdsdag. Generelt stod arbejderbevægelser stærkere, fordi både arbejdsgivere og statsmagt så med større sympati på de socialdemokratiske ledere, som i stort set alle lande havde støttet krigsindsatsen. Angsten for det kommunistiske spøgelse gjorde også sit til, at arbejdsgivere fik lettere ved at indgå overenskomster med de moderate socialister.

Der blev også søsat sociale reformer. Fx forbedrede Lloyd Georges britiske regering grundskole og arbejdsløshedsforsikring og lancerede ambitiøse planer om offentligt boligbyggeri.

Men bevægelsen gik snart den anden vej. Økonomisk tilbageslag og den store statsgæld, som krigen havde efterladt, betød, at Lloyd Georges helteland blev stillet i bero. I Frankrig var krigen i 1922 kommet så meget på afstand, at senatet nægtede at give valgret til kvinder (som førstekammeret ellers havde vedtaget i 1919). I Rusland afviklede bolsjevikkerne demokratiet, før krigen var slut, og fra 1919 begyndte de nye demokratier at vakle andre steder. Først i Ungarn hvor borgerkrig mellem røde og hvide førte til en autoritær stat, og i løbet af 1920erne og 30erne bukkede det ene efter det andet af de unge demokratier under. Det var ikke demokrati, men diktatur, der blev krigens arv.

Kommunismen blev ikke skabt af 1. Verdenskrig. Men uden krigen er det helt utænkeligt, at det lille bolsjevikparti havde haft muligheden for at erobre magten i Rusland. Den uhørte brutalitet, som bolsjevikkerne var villige til at anvende, er også svær at forklare uden at inddrage krigen som kontekst. Det kommunistiske diktatur forstås bedst som et barn af krigen.

Hvis vi vender blikket mod efterkrigstidens andre totalitære fænomener, fascismen og nazismen, er der ingen brug for mellemregninger. Både Italiens fascister og de tyske nazister så stolt sig selv som krigens sønner. For dem var krigsoplevelsen en stærk, positiv erfaring, der handlede om nationalt fællesskab, om meningsgivende hierarkier og om mandig handlekraft og vovemod. Det var denne krigsoplevelse, som de efter krigen ville gøre til samfundslivets byggesten i form af førerdyrkelse, militaristisk partikultur og brug af vold i den politiske kamp. Det var en formel, der gjorde dem til skræmmende modstandere for demokrater i Italien og Tyskland. I begge lande var demokrater først og fremmest liberale og socialdemokrater, og det er forklaringen på, at stærke konservative kræfter hjalp Mussolini og Hitler til magten i forventning om, at de lod sig styre. Det viste sig hurtigt – og især i Tyskland – at være en forkert kalkyle.

For fascister og nazister var krigen imidlertid ikke kun en erfaring. Den var også en forventning. Begge ville omgøre resultatet af 1. Verdenskrig. Vejen var en ny krig. Den kom som bekendt i 1939, og det er ikke mindst denne tætte sammenhæng mellem de to verdenskrige, der er forklaringen på, at historikere ofte taler om en moderne 30-års krig.


Når man bruger udtrykket »en moderne 30-års krig«, har man naturligvis også sagt, at 1. Verdenskrigs lange skygger rækker frem til 1945. Hovedargumentet for det synspunkt er normalt, at tyske magtambitioner er den dybeste forklaring på begge verdenskrige. Tysklands utvetydige nederlag i 1945 er derfor afslutningen på de to krige.

Man kan også se sammenhænge på andre felter. I 1944 fik franske kvinder endelig den valgret, som de var stillet i udsigt 25 år tidligere, og i Storbritannien sørgede Labour-regeringen fra 1945 for, at befolkningen kom til at leve i »heltelandet« – den moderne velfærdsstat. Mens Folkeforbundets arvtager, FN, fik en skyggetilværelse under Den Kolde Krig, blev løftet om varig fred i Europa sikret gennem det europæiske samarbejde, som for alvor tog form fra 1950.

Vender vi blikket mod øst, var verdenskrigens skygger meget længere. De blegnede først med Jerntæppets fald og den europæiske kommunismes sammenbrud. Derfor er det med god ret, at den første verdenskrig ses som 1900-tallets Store Katastrofe.


her er klippet fra Youtube, hvor Niels Arne Sørensen over 18 minutter i en udsendelse fra DR2, Danskernes Akademi, gør rede for aspekter af Første Verdenskrig.



   Essay Omvæltningernes tid

Omtale
Fra det tyske Chronik Verlag gengives her uddrag fra et essay om Første Verdenskrig fra forlagets store verdenshistorie, »Neue Chronik der Weltgeschichte«, der kan købes de gængse steder på internettet, bl.a. på Amazon.de.

Essayet er interessant her på sitet, først og fremmest da det viser et blik på krigen fra et tysk synspunkt, bl.a. i det sidste afsnit om »Fascismens opståen«.
I øvrigt er det i det hele taget et godt eksempel på en frembringelse fra det højtudviklede intellektuelle miljø i Tyskland.
Neue Chronik der Weltgeschichte, 2010

Klik for stor:

Faksimile
Essay

Første Verdenskrig: Omvæltningernes tid

Med krigen fra 1914 til 1918 udbredte de militære ringe fra den europæiske skueplads sig for første gang til alle fem kontinenter: Den blev kæmpet i Mellemeuropa ligesom i de tyske kolonier i Afrika, ved Falklandsøerne ud for Argentinas kyst, på det Indiske Oceans vidder og i Mesopotamiens ørkener.


Følgende magtkonstellationer stod over for hinanden: På den ene side Tripelalliancen, bestående af Det Tyske Rige, Østrig-Ungarn og Italien (som først forholdt sig neutral og i 1915 gik over til modstanderens side) samt forbundspartnerne Det Osmanniske Rige og Bulgarien (de såkaldte centralmagter); på den anden side Tripelententen, bestående af Storbritannien, Frankrig, Rusland samt deres allierede Serbien, Belgien, Japan, som i løbet af krigen også indlemmede Italien, Portugal, Rumænien, Grækenland, USA, Kina og de fleste sydamerikanske lande.

Krigen udspillede sig for øjnene af en forfærdet verden, med en teknologiseret udryddelsesstrategi af hidtil uanede dimensioner, med slag, der kostede titusinder livet, med anvendelsen af nye våben som tanks (kampvogne) og flyvemaskiner samt med det kemiske kampstof giftgas; den trak civilbefolkningerne gennem fødevarerationeringer, kvindearbejde i rustningsindustrien og luftangreb i meget større mål, end man hidtil havde set i krigsførelse.

Mere end noget andet opløstes det gamle Europas politiske og samfundsmæssige struktur. Monarkierne i Det Tyske Rige, den multinationale stat Østrig-Ungarn og Rusland brød sammen, og det gjorde også Det Osmanniske Rige. Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 omsatte for første gang socialistiske forestillinger til praksis. I Tyskland og i Habsburgermonarkiets efterfølgerstater lykkedes overgangen til demokratisk-republikanske statsformer. USA’s indtræden i verdenskrigen forskubbede verdenspolitikkens tyngdepunkt. De Forenede Stater udviklede sig til at blive den førende finansielle og økonomiske magt i verden.

I Fjernøsten gik Japan styrket ud af krigen og rettede sine imperialistiske bestræbelser mod Kina. I de europæiske stormagters kolonier begyndte en kamp for uafhængighed. Først i Indien, hvor Mahatma Gandhi som leder af en modstandsbevægelse udviklede strategien med ikke-voldelig modstand og nægtelse af samarbejde med kolonimagten, og tvang den øjensynlige overmagt Storbritannien til at opgive – skønt første efter en anden, endnu blodigere verdenskrig.

Første Verdenskrigs årsager og forløb
Årsagerne til den almene krigsbegejstring i august 1914 lå psykologisk set sikkert i den usædvanligt lange fredstid: Tyskland havde for eksempel ikke ført krig i mere end 40 år, og stridighederne – som stort set alle var overbeviste om, under alle omstændigheder ville være afsluttede til Jul – syntes for mange som en velkommen afveksling fra hverdagens trummerum.

Der var en mængde af interessemodsætninger og spændinger de europæiske magter imellem. De kom af den økonomiske rivalisering, en stræben efter kolonibesiddelse og en voksende nationalisme. Dertil kommer en flåderivalisering mellem Storbritannien og Det Tyske Rige siden 1898 ligesom Marokkokrisen af 1905/06 og 1911 mellem Det Tyske Rige og Frankrig; Bosnienkrisen af 1908/09 mens Østrig-Ungarn ekspanderede på Balkan og de to balkankrige af 1912 og 1913, som demonstrerede den voksende slaviske nationalbevidsthed og uafhængighedstrang såvel som den fatale splittelse mellem befolkningerne på Balkan.

Spændingerne mellem de europæiske magter medførte indgåelsen af en stribe forsvarsforbund, som i sidste ende – da attentatet i Sarajevo mod den østrigske tronfølger, Ærkehertug Franz Ferdinand, den 28. juni 1914 og det østrig-ungarske ultimatum til Serbien satte lavinen i gang – sammen med en jernbanekøreplans pålidelighed gjorde krigen uafvendelig.

Revolutionære ændringer
Efter afslutningen af Første Verdenskrig førte det militære nederlag, den katastrofale fødevaresituation, forbitrelsen over den diktatoriske regeringsform og den russiske revolution som eksempel til revolutionær uro i Tyskland og Østrig, hvor monarkierne blev styrtet i august 1918 og republikker udråbt. Af frygt for »russiske tilstande« indgik flertalssocialdemokraterne kompromisser med militæret og senere med borgerlige partier. De afviste yderligtgående revolutionære fordringer og styrede Tyskland ind på vejen mod parlamentarisk demokrati.

I 1918/19 opstod der kommunistiske partier i næsten alle europæiske lande. Medens de socialdemokratiske partier blev til regeringspartier i mange lande og begav sin ind på reformpolitikkens vej, kom de kommunistiske partier stadigt stærkere under overherredømme fra den i 1919 grundlagte Kommunistiske Internationale, som med sine skiftende direktiver hæmmede de nationale partier i deres egen udvikling.

Økonomisk og politisk nyordning i Europa
De såkaldte »Traktater fra forstæderne til Paris« fra 1919 og 1920, altså fredsslutningerne mellem De Allierede hhv. Centralmagternes efterfølgerstater, lod mange konflikter stå åbne, som blev fortsat i regionale tvister. Spændinger mellem nationaliteterne prægede det politiske klima i de af Habsburgermonarkiet opståede stater, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Polen og Jugoslavien. Omstridte grænsedragninger førte til væbnede konflikter, bl.a. mellem italienere og slovenere, polakker og tyskere, armeniere og tyrkere.

Versaillestraktaten vakte med sin sort/hvide afgørelse af krigsskyldsspørgsmålet, det betragtelige tab af landområder og Tysklands høje krigsskadeerstatning følelser af indignation og ydmygelse. Det gav – sammen med den såkaldte »dolkestødslegende«, efter hvilken den tyske hær, »var ubesejret i felten«, og kun på grund af vankelmod i hjemlandet måtte strække våben – konfliktstof til de indenrigspolitiske modsætninger i de kommende år og gav den nationalistiske bevægelse yderligere fremdrift.

USA trak sig efter krigsafslutningen tilbage fra europæisk politik, og blev heller ikke medlem af det i 1920 grundlagte »Folkenes Forbund«, skønt dette var blevet foreslået i et 14-punktersprogram af Woodrow Wilson for at sikre freden i verden og fremme samarbejdet mellem nationerne.

De europæiske staters udenrigspolitik stod i de tyske krigsskadeerstatningers tegn. Den blev først med Dawes-Planen fra 1924 bindende reguleret efter nogle åbne konfrontationer under besættelsen af Ruhrdistriktet efter de franskprægede principper i politikken om »produktiv pant« i 1923.

Kun gradvist blev Tyskland – som med Rapallotraktaten i 1922 overraskende kom til forståelse med Rusland, der ligeledes blev tildelt en paria-rolle – i kraft af Locarnotraktaten fra 1925 og optagelsen i Folkenes Forbund i 1926 igen inddraget europæisk politik.

De europæiske staters indenrigspolitiske udvikling var på grund af de høje krigsomkostninger til ind i 20’erne præget af økonomisk krise, inflation og arbejdsløshed. Storbritannien, Frankrig og Italien var på grund af krigen forgældede i USA. Først den foreløbige løsning på krigsskadeerstatningen i 1924, i samspil med amerikansk kredit til Det Tyske Rige, indledte en fase med velstand, »De Brølende Tyvere«. Tiden mellem 1925 og 1928 var en tid med fremgang og beskeden velstand – finansieret af kredit fra USA og dermed afhængig af konjunkturen i Nordamerika.

Fascismens opståen
Krisesituationen efter Den Første Verdenskrig førte i næsten alle europæiske lande til grundlæggelsen af fascistiske bevægelser, altså politiske grupperinger, der hyldede førerprincippet og havde ekstremt nationale, antiliberale og antimarxistiske mål. Disse grupper proklamerede et etpartisystem og forsøgte at komme til magten med terror. Deres tilhængere kom for størstedelen fra middelstanden. De følte sig på grund af den økonomiske krise, inflation og arbejdsløshed, den fremskridende industrialisering og monopolisering og den dermed forbundne risiko for småerhvervende og den voksende arbejderbevægelse truede i deres materielle eksistens.

I den tidlige fase benyttede de fascistiske partier antikapitalistiske paroler, men indgik snart i samarbejde med industri- og bankfolk, militæret og borgerlige partier.

I de enkelte lande hang de fascistiske bevægelsers opståen sammen med de hver især specifikke betingelser, i Tyskland f.eks. med en manglende erfaring med parlamentarisk demokrati, med en militaristisk og autoritetstro tradition, såvel som et mismod grundet den dikterede krigsskyld. Det lykkedes de fascistiske bevægelser at komme til magten i Italien (1922), Tyskland (1933) og Spanien (1936).


Bottom Banner

© Asbjørn B. Christensen 2013-17