I 1871 sejrede tyske styrker over Frankrig i den såkaldt Fransk-Tyske Krig.

Med »tyske styrker« menes her Det Nordtyske Forbund med Preussen i spidsen støttet af de sydlige riger Baden, Bayern, Hessen og Württemberg. Denne fælles sejr førte til samlingen af alle de tyske riger, hvilket proklameredes i Versailles i Frankrig.

At Europa såldes pludselig fik en ny, mægtig stormagt, forrykkede magtbalancen i Europa, hvilket var een af grundene til de spændinger, der siden skulle føre til udbruddet af Første Verdenskrig.

3 måneder senere, 16. april 1871, kom så forfatningen for det samlede Tyskland.

Nedenfor er der link til forfatningen, samt angivet, hvor mange stemmer de tyske riger hver havde i det nye Bundesrat, Forbundsrådet.

Nogle af navnene på tyske riger er med links til de stadig eksisterende tyske fyrste- eller kongefamilier, slottene eller andet i den forbindelse.

UK, Det Forenede Kongedømme, i daglig tale »England«, havde i århundreder været en stormagt til søs og dermed den store kolonimagt, som det var. I sidste ende er det derfor, der tales engelsk over hele kloden den dag i dag.

Men man havde draget en lære af, at de to store lande, man havde været i krig med i 1700- og tidligt i 1800-tallet, tilsammen havde større flåder end UK selv. Derfor nedfældede man som princip i loven af 31. maj 1889, »Naval Defence Act 1889«, at UK til enhver tid skulle have en flåde, der var større end de to næststørste flåder tilsammen, i 1889 var det Frankrig og Rusland.

I virkeligheden havde dette princip om en Two-Power Standard været en mål i årtier, men vist kun i perioder reelt opfyldt. Ikke desto mindre taler man om en »Pax Britannica« i 100 år fra Napoleons endelige nederlag i 1815 og frem til Første Verdenskrigs udbrud, som man også taler om en »Pax Romana« under Romerrigets storhedstid og en »Pax Americana« siden Anden Verdenskrig, altså en tilstand i verden, hvor en næsten enerådende stormagt er så suveræn, at det i det mindste giver en vis form form for ro og stabilitet.

Englands mægtige flådestyrke var således en faktor på godt og ondt i forhold til den politiske stabilitet i Europa, og da de tyske riger, som vist i kilderne ovenfor, blev samlede og oprustede til søs, blev det et led i den oprustning om ubalance, der i sidste ende førte til udbruddet af Første Verdenskrig.

Politikken om at efterleve en Two-Power Standard blev opgivet efter 1918.

Mens England havde sin »Two-Power Standard« som i det mindste et mål for sin flåde, Royal Navys, størrelse (se ovenfor), udtænkte den tyske admiral Alfred von Tirpitz det modtræk, som udsprang af hans tanker om den såkaldte risikoteori, og som blev udtrykt i bl.a. lovgivning angående den tyske flåde i 1898 og 1900.

Tankesættet var som følger:
Der var ikke nogen ambition fra tysk side om at gøre England rangen stridig som verdens største sømagt, ikke noget ønske om at kunne besejre og nedkæmpe Englands Royal Navy. Blot var det tanken, at den tyske flåde, herefter kaldet Risikoflotte, altså »risikoflåde«, bare skulle være stor nok til, at et slag mellem Die Kaiserliche Marine og Royal Navy ville være uønskelig – ja, at selv en engelsk sejr over den tyske flåde ville være, hvad man kaldet en »pyrrhussejr« for englænderne, altså en alt for dyrekøbt sejr, idet Royal Navy da måtte formodes betydeligt svækket, så svækket, at Englands strategiske overtag i det ovenfor omtalte Two-Power Standard ville være tabt.

Det var Tirpitz's mål, at England efterfølgende ville alliere sig og bringe sig på venskablig fod med Tyskland – af nød. I stedet oprustede England yderligere og allierede sig flådemæssigt med Japan og Frankrig, noget Tirpitz ikke havde regnet med.

Altsammen tiltag og begivenheder, der bidrog til den almene opbyggelse af de spændinger, der udløste udbruddet af Første Verdenskrig.

Rudolf Breitscheid var en tysk, universitetsuddannet politiker, der fra 1904 af var medlem af forskellige liberale partier, for i 1912 at blive socialdemokrat. Han døde i koncentrationslejren Buchenwald under Anden Verdenskrig, under et amerikansk bombetogt mod en våbenfabrik, der var i forbindelse med koncentrationslejren.

Denne kronik fra Politiken er interessant, fordi man her kan se en politiker, der altså i 1909 kan se farerne ved rustningskapløbet til søs, der var blevet yderligere intensiveret af fremkomsten i 1906 af en helt ny og slagkraftig type krigsskibe, de såkaldte »Dreadnoughts«, der med deres 12 tommer-kanoner og store motorkraft stort set gjorde alle andre krigsskibe i verden gammeldags med eet slag.

Meget fremsynet slutter Breitscheid af med at sige, at »disse nye Dreadnought-Fordringer kan blive skæbnesvangre, ikke blot for den finansielle Ligevægt«.

Dette klip fra Youtube er udateret og uden angivelse af ophav, men synes måske at være fra TV i USA for 20-30 år siden.

Sproget i klippet er engelsk.

Hvis man bruger de 16½ minut på at se udsendelsen, får man ad den vej et godt bud på optakten til krigen med dens mange rødder.

Henry Kissinger var en af de helt store udenrigspolitiske aktører i det Tyvende Århundrede. Født i Fürth i Bayern i 1923, flygtet til USA i 1930'erne, da han og familien var jøder. Blev udenrigsminister og sikkerhedspolitisk rådgiver for amerikanske præsidenter.

Ved hundredeåret for attentatet i Sarajevo i juni 1914, blev han interviewet i den tyske avis Die Welt. Her gengives hans svar i forbindelse med spørgsmålet om årsagerne til Første Verdenskrigs udbrud.