Måske d.e.n. mest berømte bog i behandlingen af Første Verdenskrig er tyskeren Erich Maria Remarques Im Westen nichts Neues, der ligesom den nedenfor omtalte Farvel til våbnene udkom i 1929. Denne bog blev oversat til 26 andre sprog i samme år, som den udkom i Tyskland.
Titlen blev f.eks. på engelsk til All Quiet on the Western Front, på fransk til À l'Ouest, rien de nouveau, på spansk til Sin novedad en el frente, på svensk til På västfronten intet nytt og på norsk til Intet nytt fra Vestfronten.
Bare eet eksempel på bogens betydning er at titlen er blevet et fast udtryk, en vending på linje med andre udtryk som f.eks. fra Shakespeare »At være eller ikke at være, det er spørgsmålet«; fra den britiske komedieserie Fawlty Towers »Don't mention the war«; fra Fassbinders film selve dens titlen »Angst Essen Seele auf« og fra dansk radio »Ib René, Cairo«.
– Når man således siger »Intet nyt fra Vestfronten«, er det typisk en sarkastisk eller ironisk reference, der peger tilbage til bogens handling, hvor titusindevis af soldater gennemlever rædselsfuld kummerlighed og gru på Vestfronten, mens de officielle rapporter blot lyder, at der intet nyt er at berette derfra.
Bogens hovedperson og jeg-fortæller er den 19-årige, tyske soldat Paul Bäumer, der har ladet sig indrullere i samme kompagni i hæren en som en masse andre unge mænd fra sin egen hjemegn og ligefrem skoleklasse.
På ret nøgtern vis skildres en soldats oplevelse af krigen i fuldstændig jordbundne, illusionsløse og til tider kyniske, næsten afstumpede, beskrivelser, og som sådan er bogen blevet et fyrtårn blandt antikrigsbøger.
Bogen blev filmatiseret i Hollywood allerede i 1930, og vandt 2 Oscars, bl.a. for »Bedste film«. Den blev desuden filmatiseret igen i 1979 i en TV-produktion.
Citatet her er fra 4. kapitel, hvor soldaterne er kommet til fronten igen efter at have været trukket tilbage og suppleret med nye folk, da kun 80 af 150 havde været tilbage.
En ung, ny mening har lige skidt i bukserne af skræk, mens der høres skrig i det fjerne.
Intet nyt fra Vestfronten (fra kapitel 4)
„Det er der ikke noget ond i, det er passeret for langt anderledes karle end dig, at de har fået bukserne fulde, når de fik ilddåben. gå om bag den busk der og smid under bukserne væk. Så er du af med det.”
Han lusker bort. Det bliver mere stille, men skriget hører ikke op. „Hvad er der mon i vejen, Albert?” spørger jeg. „Et par af kolonnerne har fået fuldtræffere.”
Skriget bliver ved. Det er ikke mennesker; de kan ikke skrige så frygteligt.
Kat siger: „Sårede heste.”
Jeg har aldrig før hørt heste skrige og kan dårligt tro det. Det er alverdens pine, det er selveste det martrede liv, en vild og grufuld smerte, som stønner derovre. Vi er helt blege. Detering retter sig i vejret. „Skyd dem dog ned, I rakkerpukler.”
Han er bonde og fortrolig med heste. Det stikker ham i hjertet. Og som om det var med vilje, tier bombardementet nu næsten. Desto tydeligere bliver hestenes skrig. Man aner ikke mere, hvorfra det kommer, i det stille, sølvlyse landskab, det er usynligt, spøgelsesagtigt, det lyder overalt, mellem himmel og jord, det vokser uhyggeligt. – Detering bliver ra¬sende og brøler: „Skyd dem dog ned, skyd dem dog ned for satan.”
„De må da først have tid til at hente folk,” siger Kat.
Vi rejser os og leder efter, hvor stedet er. Hvis man kunne få øje på dyrene, ville det være lettere at holde det ud. Meyer har en kikkert med. Vi ser en mørk gruppe sygepassere med bårer og nogle større, sorte klumper, som bevæger sig. Det er de sårede heste. Men ikke alle. Nogle galoperer længere borte, styrter sammen, rejser sig og render videre. På en af dem er bugen flænset op, og tarmene hænger langt ud. Den snubler i dem og styrter, alligevel kommer den på benene igen.
Detering river geværet af skulderen og sigter. Kat giver det et slag i vejret. „Er du splittergal–?”
– Detering kommer til at ryste over hele kroppen og kaster geværet fra sig på jorden.
Vi sætter os hen og holder os for ørerne. Men denne forfærdelige klagen og stønnen og jamren trænger igennem, den trænger igennem overalt.
Vi kan alle sammen tåle en del. Men her springer sveden frem. Man kunne have lyst til at rejse sig og løbe bort, lige meget hvorhen, bare for ikke mere at høre skrigene. På den anden side er det jo ikke mennesker – kun heste.
Bårerne løser sig atter ud af den mørke klynge. Så knalder nogle enkelte skud. Klumperne farer sammen og bliver fladere. Endelig! Men det er ikke forbi endnu. Folkene kan ikke komme hen i nærheden af de sårede dyr, som flygter i angst med mulerne på vid gab af smerte. En af skyggerne knæler ned, et skud – en hest bryder sammen – endnu en. Den sidste støtter sig på forbenene og drejer sig i kreds som en karrusel, siddende drejer den sig i ring på de stramme forben, velsagtens med knust ryg. Soldaten løber hen og skyder den ned. Langsomt, ydmygt segner den om.
Vi tager hænderne fra ørerne. Skriget er forstummet. Kun et langtrukkent, døende suk hænger endnu i luften. Så er der igen kun raketterne, granathylet og stjernerne, – og det er næsten underligt.
Detering går og bander: „Gud ved, hvad de har gjort.” Senere kommer han endnu en gang hen til os. Hans stemme er ophidset, den lyder næsten højtidelig, da han siger: „Det siger jeg jer, at det er den allerstørste gemenhed, at dyr skal med i krigen.”
All Quiet on the Western Front
Film-trailer
2 min 29 sek
All Quiet on the Western Front, 1930
Her bringes traileren til filmen All Quiet on the Western Front, som udkom i 1930.
Filmen var nomineret til fire Oscars, og vandt de 2, bl.a. den for 'bedste film'.
All Quiet on the Western Front
Film-trailer
3 min
All Quiet on the Western Front, 1979
Her bringes traileren til TV-filmen All Quiet on the Western Front, som udkom i 1979.
Filmen vandt en Golden Globe Award og også en Emmy Award.
Angivelig har Elton John selv omtalt sangen som »den dårligst sælgende single« i sit pladsselskabs historie.
Ikke desto mindre bringes den her, bl.a. også fordi denne amatør-fremstillede video indeholder nogle fotografier fra krigen, som giver et godt indtryk af krigens rædsler og forholdene for soldaterne.
All Quiet on the Western Front
Sang
6 min 7 sek
All Quiet on the Western Front (Bernie Taupin/Elton John)
Her bringes en video fra Youtube lavet til Elton Johns nummer fra 1982 med tekst af Bernie Taupin.
Det er blevet sagt, at sangen nok blev lavet under indtryk af, at UK dette år var i krig mod Argentina om Falklandsøerne i Sydatlanten.
Angivelig har Elton John selv omtalt sangen som »den dårligst sælgende single« i sit pladsselskabs historie.
Ikke desto mindre bringes den her, bl.a. også fordi denne amatør-fremstillede video indeholder nogle fotografier fra krigen, som giver et godt indtryk af krigens rædsler og forholdene for soldaterne.
Amerikaneren Ernest Hemingways A Farewell To Arms udkom i 1929, samme år som Intet nyt fra Vestfronten, og var hans store gennembrud som forfatter, og er også een af verdenslitteraturens helt store behandlinger af Første Verdenskrig. Den blev oversat til dansk i 1936 med titlen Farvel til våbnene.
I oversættelser til de lokale sprog udkom bogen i ...
– Tyskland i 1930 med titlen In einem andern Land.
– Norge i 1930 med titlen Farvel til våpnene.
– Sverige i 1932 med titlen Farväl till vapnen.
– i Danmark i 1936 med titlen Farvel til våbnene
– Island i 1941 med titlen Vopnin kvödd.
– Frankrig i 1948 med titlen L'Adieu aux armes.
– Italien i 1948 med titlen Addio alle armi.
– Spanien i 1955 med titlen Adiós a las armas.
Måske på grund af disse oversættelser er der ikke blevet gjort det store nummer ud af de forskellige betydningslag i overskriften. Her på Excathedra.dk har vi altid bemærket det dobbelttydige i, at arms på engelsk både kan betyde 'våben' og 'arme'. Som bogens handling udvikler sig, bliver der da også sagt farvel til begge dele. Et tredie betydningslag er påpeget fra anden side, idet der findes et digt med samme titel fra 1500-tallet, der er gengivet nedenfor.
Bogen har været filmatiseret som spillefilm i Hollywood i 1930 og 1957, og også lavet som radio og TV.
Vor egen store forfatter, Tom Kristensen, oversatte i sin tid bogen til dansk. I en anmeldelse af novellesamlingen Winner Take Nothing i Politiken i marts 1934 omtales bl.a. Farvel til våbnene, og det første afsnit af anmeldelsen lyder:
Winner Take Nothing
Der findes næppe nogen nulevende Forfatter, der saa dristigt har stillet sig Ansigt til Ansigt med Livet og Døden som Amerikaneren Ernest Hemingway. Han har deltaget i Krigen paa italiensk Side og kom vel nærmest til det Resultat, at evropæisk Krig ikke var noget for en Amerikaner. I hvert Fald faar man Indtryk af en saadan revnende ligegyldig Overlegenhed, naar man læser hans Roman „Farvel til Vaabnene”, en af de smukkeste og ærligste Kærlighedsromaner i vor Tids Litteratur. Han har været med i Smyrna, da Tyrkerne massakrerede Grækerne. Han har levet som Journalist i Paris, hvor han er en legendarisk Skikkelse, den ideale Blanding af en Bokser og en Kunstner, som han er. Og endelig har han ofret nogle Aar af sit Liv paa teoretisk og praktisk at sætte sig ind i Tyrefægtning og studere Døden som Tilskuer, den Død, som han saa tit har oplevet under Krigen, hvor han dog ikke havde den Lykke at være i Besiddelse af en Tilskuers artistiske Uafhængighed. Resultatet er blevet en tyk Bog, „Døden om Eftermiddagen”, som han selv kalder „en lovlig teknisk Bog", men som man aldrig kan blive træt af at læse, fordi den handler om alt muligt oprivende.
[...]
Bidder fra bogen
Som en appetitvækker bringes her to citater fra bogen, der er blevet omtalt om en af verdens bedste kærlighedsromaner.
Bidderne har ikke meget med Første Verdenskrig at gøre, men bogens handling udspiller sig i den ramme, krigen skaber, og både krig og kærlighed skildres i samme nøgterne sprog, hvilket sætter begge dele i perspektiv, for så alligevel bliver nogle bombardementer nævnt skødesløst i slutningen af første stykke.
Det første stykke er fra tidligt i bogen, og tidligt i de to hoverpersoners forhold. Det viser bogens hovedperson og jeg-fortæller, Frederic Henry, med et noget afmålt forhold til de følelsesmæssige bånd til kvinden, Catherine Barkley.
I disse passager optræder Hemingways berømte ordknappe dialog.
„Du sagde, du elskede mig, ikke?”
„Jo,” løj jeg. „Jeg elsker dig.” Jeg havde ikke sagt det før.
„Og du siger Catherine til mig?”
,,Catherine.” Vi gik ned ad en sti og standsede under et træ.
„Sig: „Jeg er kommet hjem til Catherine.”
„Jeg er kommet hjem til Catherine.”
„Kæreste dreng, du er kommet hjem, ikke?”
„Jo.”
„Jeg elsker dig så meget, og det har været så forfærdeligt.
Du rejser ikke nu igen, vel?”
„Nej. Jeg skal nok komme tilbage.”
„Jeg elsker dig så meget. Læg din hånd der igen.”
„Den har ikke været borte.” Jeg drejede hende, så jeg kunne se hende ind i ansigtet, mens jeg kyssede hende, og jeg så, at hun havde lukket øjnene. Jeg kyssede hende på begge øjne. Jeg syntes, hun var en lille smule halvtosset. Det var udmærket, hvis hun var det. Jeg var ligeglad med, hvad jeg rodede mig ind i. Det var bedre end hver aften at gå på officersbordellet, hvor pigerne vimsede rundt og satte ens kasket bagvendt på af lutter kælenskab, når de ikke lige akkurat var oppe ovenpå med ens kammerater. Jeg vidste, at jeg ikke elskede Catherine Barkley eller havde den fjerneste lyst til at elske hende. Dette her var et spil ligesom bridge, hvor man sagde en hel masse i stedet for at spille kort. Ligesom bridge skulle man lade, som om man spillede om penge eller gevinst. Der var ingen, der havde talt om, hvad det var for en gevinst. Det passede mig meget godt.
„Jeg ville ønske, der var et eller andet sted, vi kunne gå hen,” sagde jeg. Jeg erfarede ligesom alle mænd, hvor det er vanskeligt at stå op og elske i længere tid.
„Der er ikke noget sted,” sagde hun. Hun havde åbenbart været langt væk.
„Lad os sætte os her et øjeblik.”
Vi satte os på en lille, flad stenbænk, og jeg holdt Catherine Barkley i hånden. Hun ville ikke give mig lov til at lægge armen om hende.
„Er du meget træt?” spurgte hun.
,,Nej.” – –
Hun så ned i græsset.
„Det er en køn komedie, vi spiller, ikke?”
„Hvad for en komedie?”
„Lad nu være med at være dum.”
„Det er jeg heller ikke, ikke med vilje i al fald.”
„Du er en god dreng,” sagde hun. „Og du spiller så godt, du kan. Men det er en dum komedie.”
„Sig mig, ved du altid, hvad andre folk tænker?”
„Ikke altid. Men jeg gør det med dig. Du behøver ikke at lade, som om du elsker mig. Det er forbi med i aften. Var der ikke noget, du gerne ville snakke om?”
„Men jeg elsker dig virkelig.”
„Lad hellere være med at lyve, når det ikke er nødvendigt. Det var såmænd en pæn lille forestilling, men nu har jeg det storartet. Du ser altså, at jeg hverken er gal eller skruphysterisk. Det er kun en gang imellem.”
Jeg trykkede hendes hånd. „Kæreste Catherine.”
„Det lyder så pudsigt nu – Catherine. Du udtaler det så morsomt. Du er en god dreng.”
„Det var også det, præsten sagde.”
„Ja, du er meget god. Og du vil komme og besøge mig?”
„Selvfølgelig.”
„Og du behøver slet ikke at sige, at du elsker mig. Det er forbi foreløbig.” Hun rejste sig og rakte mig hånden. „Godnat.”
Jeg ville kysse hende.
„Nej,” sagde hun. „Jeg er så forfærdelig træt.”
„Kys mig alligevel,” sagde jeg.
„Jeg er så forfærdelig træt, min skat.”
„Kys mig,”
„Vil du meget gerne have det?”
Vi kyssede hinanden, og hun rev sig pludselig løs. „Nej, godnat. Vær nu sød, min ven.” Vi fulgtes ad hen til døren, og jeg så hende gå ind og ned gennem den brede korridor. Jeg kunne godt lide hendes gang. Hun gik videre ad korridoren.
Jeg gik hjem. Det var en smeltende varm nat, og det gik åbenbart også hedt til oppe i bjergene. Jeg stod og så på lynglimtene på San Gabriele.
Det andet stykke er fra senere i handlingen, og nu lyder der andre toner fra hovedpersonen, således her, hvor han besøger en løjtnant Rinaldi, en hyppig gæst på de lokale bordeller, der nu ligger syg.
Samtalen mellem de to mænd angående Frederics forhold til Catherine lyder:
„Er du blevet gift?” spurgte han fra sengen. Jeg stod med ryggen mod væggen ved vinduet.
„Endnu ikke.”
„Er du blevet forelsket?”
„Ja.”
„I den engelske pige?”
„Ja.”
„Stakkels dreng! Passer hun godt for dig?”
„Selvfølgelig.”
„Jeg mener, passer hun til dig - sådan praktisk set?”
„Kæft!”
„Gerne. Du vil erfare, at jeg er en mand at yderste diskretion. Sig mig, hvordan klarer hun – – –?”
„Rinin,” sagde jeg. „Gør mig den tjeneste at holde mund. Hvis du ønsker at være min ven, så hold mund.”
„Jeg ønsker ikke at være din ven. Jeg er din ven.”
„Så hold kæft.”
„Gerne.”
Digt, 1500-tallet
A Farewell to Arms
af George Peele
A Farewell to Arms (To Queen Elizabeth)
HIS golden locks Time hath to silver turn'd;
O Time too swift, O swiftness never ceasing!
His youth 'gainst time and age hath ever spurn'd,
But spurn'd in vain; youth waneth by increasing:
Beauty, strength, youth, are flowers but fading seen;
Duty, faith, love, are roots, and ever green.
His helmet now shall make a hive for bees;
And, lovers' sonnets turn'd to holy psalms,
A man-at-arms must now serve on his knees,
And feed on prayers, which are Age his alms:
But though from court to cottage he depart,
His Saint is sure of his unspotted heart.
And when he saddest sits in homely cell,
He'll teach his swains this carol for a song,--
'Blest be the hearts that wish my sovereign well,
Curst be the souls that think her any wrong.'
Goddess, allow this aged man his right
To be your beadsman now that was your knight.
I 1980'erne kørte en komedieserie på BBC, »Blackadder«, som havde store britiske komikere som Rowan Atkinson, Tony Robinson, Hugh Laurie og Stephen Fry som medvirkende. Serien blev også vist i Danmark på Danmarks Radio.
Den fjerde og sidste sæson fra 1989 hed »Blackadder Goes Forth« og handlingen udspillede sig på Vestfronten under Første Verdenskrig, i 1917, efter at de foregående sæsoner havde udspillet sig i tidligere epoker i britisk historie, men da også med en Blackadder, spillet af Rowan Atkinson, i en bærende rolle.
I »Blackadder Goes Forth« behandles de vanvittige forhold under krigen, de ekstreme tabstal i slag udtænk af højtstående officerer af adelig slægt uden hverken strategiske eller taktiske mål eller orientering overhovedet, den ringe mad, de kummerlige forhold i skyttegravene, opretholdelsen af disciplin etc.
Stephen Fry ses i rollen som General Melchett, der netop repræsenterer den håbløse ledelse, der medførte formmålsløse nedslagtninger af titusinder af soldater bare i enkelte slag.
Det var til dels kontroversielt i sin tid, at krigen blev behandlet så humoristisk. De fleste vil dog nok mene, at slutningen af sidste afsnit er et meget, meget voldsomt og seriøst indlæg i at forstå krigens gru, efter at have grinet sig gennem de 6 episoder.
Der kan ses klip af serien m.v. på Youtube, samt interview med skuespillerne o.s.v. Serien kan købes på DVD de gængse steder.
I dette lille klip fra serien ses Edmund Blackadder forsøge sig med at blive fritaget for tjeneste grundet sindssyge.
En af den franske science-fiction-forfatter Jules Vernes (1828-1905) mindre kendte bøger er Les 500 millions de la Bégum fra 1879, dansk: Den indiske arv, 1904. Bogen er siden blevet set som Vernes forsyn af Første og Anden Verdenskrig, eller man kunne sige begge verdenskrige under eet, idet mange ser de to krige som reelt een sammenhængende konflikt.
I bogen etableres 2 samfund i Oregon i det nord-vestlige USA på baggrund af 2 mænds arv af en kæmpeformue fra Indien. Den ene er fransk, den anden tysk. Franskmanden, Dr. Sarrasin, skaber et utopisk samfund med gode sanitære forhold og med byen »France-Ville« (»Franske-By«) som hovedstad. Tyskeren, Hr. Schultze, skaber et dystopisk samfund med byen »Stahlstadt« (»Stål-by«) som hovedstad baseret på en rustningsindustri med fremstilling af kæmpe kanoner til afskydning at kæmpegranater indeholdende kuldioxid, der ved nedslaget fryser alt ihjel omkring sig.
Romanen er således blevet opfattet som en samtidig (1879) problematisering fra Jules Vernes side af den daværende tyske oprustning – som i virkeligheden var en internationale oprustning – der rent faktisk endte med Første Verdenskrig, samt et forudsigelse af anvendelsen af giftgas og masseødelæggelsesvåben.
Bogen kan selvfølgelig også ses som en reaktion på det franske nederlag i Den Fransk-Tyske Krig i 1870-71 set fra franske Jules Vernes side. Man kan selv tage stilling til, om fremstillingen af Hr. Schultze, med sin blinde forkærlighed for pølser, kål og baysersk øl samt sin racetænkning og ophøjelse af det tyske folk er en stereotyp eller rummer en sandhed om det tyske folk.
Uuddraget nedenfor er fra kapitel 5, hvor man for første gang får en beskrivelse af Stahlstadt, som er blevet etableret i de 5 år siden Hr. Schultze fik sin arv.
Uddrag fra bogen
Femte kapitel
Stahlstadt
Midt imellem disse Smaabyer ved Foden af Coal-Bults, en Række uudtømmelige Stenkulsbjærge, hæver sig en besynderlig mørk, kolossal Masse, en Mængde regelmæssige Bygninger med symmetrisk ordnede Vinduer, med røde Tage og ragende op over det Hele en Skov af runde Skorstene, som af sine tusinde Munde udspyer stadige Strømme af sodet Røg: Himmelen er skjult bag et sort Dække, hvori atallige Gnister funkler og forsvinder.
Denne røg- og ildspyende Masse er Stahlstadt, den tyske By, som ejes af Hr. Schultze, den tidligere Professor ved Universitetet i Jena. Takket være Fyrstinde Gokools Millioner er han den største paa Jærnindustriens Omraade og berømt baade i den ny og den gamle Verden far sine Kanoner.
Han støber dem i alle Former og i alle Størrelser med glat eller riflet Løb, som For- eller Bagladekanon, til Rusland eller Tyrkiet, til Rumænien eller Japan, til Italien eller Kina, men først og sidst til Tyskland.
Ved Hjælp af den Stormagt, som hedder. Penge, voksede et uhyre Etablissement, en hel By og: tillige en Mønsterfabrik, op af jorden som ved et Trylleslag. 30,000 Arbejdere, hovedsagelig af tysk Oprindelse, har fundet Arbejde her og har slaaet sig ned i Forstæderne. I Løbet af nogle Maaneder vandt, Fabrikkens Produkter, takket være deres glimrende Overlegenhed, en enorm Udbredelse. Professor Schultze udvinder selv baade Ja:rn og Kul af sine Miner. Paa selve Stedet bearbejdes det . til Støbestaal, og paa selve Stedet støbes Kanonerne. Det, som ingen af hans Konkurrenter kan gøre, lykkes for ham. I Essen er det lykkedes Krupp at fremstille Støbestaalsblokke paa So,ooo Kilogram; Schultze kender ingen Begrænsning,' man kan forlange en Kanon af en hvilken som helst Vægt og med en hvilken som helst Rækkevidde, og han laver den – blank som en nyslagen Mønt – inden den aftalte Frist.
Men han lader sig ogsaa betale! Det er, som om de 250o Mill. fra 1871 har givet ham Blod paa Tanden.
Kanonindustrien, som i øvrigt paa alle andre Omraader, betyder man først noget, naar man kan yde mere end sine Konkurrenter. Og ikke alene er Hr. Schultzes Kanoner af en hidtil ukendt Størrelse, men de sprænges aldrig ved Brugen. Stahlstadt-Materialet synes at besidde ganske særlige Egenskaber. Der ymtes om visse Blandinger – om kemiske Hemmeligheder, som ingen anden end han rigtig kendte. Og vist er det, at i Stahlstadt bevares den dybeste Hemmelighedsfuldhed angaaende Tilvirkningen.
I denne fjerne Krog af Amerika, omgivet af Ørkener og Bjærge, Tusinder af Kilometre fra de nærmeste menneskelige Kolonier, leder man forgæves efter Tegn paa den Frihed, som har været de amerikanske Fristaters Styrke.
Selv om man er naaet hen til Stahlstadts Mure, er det unyttigt at prøve paa at aabne de massive Porte, som Række for Række viser sig for Broerne over Gravene og Fæstningsværkerne. Vagterne vil skaanselløst vise en bort. Man slipper ikke ind i Stahlstadt, uden den magiske Formular, et Feltraab eller en behørig stemplet og signeret Tilladelse.
Den unge Mand, som en Novembermorgen ankom til Stahlstadt, var aabenbart i Besiddelse af en saadan Tilladelse, ti efter at have sat sin lille Rejsetaske fra sig i et Gæstgiversted, begav han sig henimod den nærmeste Port.
Den spanske forfatter Vicente Blasco Ibáñez skrev i 1916 romanen Los cuatro jinetes del Apocalipsis. Den handler om en argentinsk jordbesidder, som har to svigersønner, den ene fransk, den anden tysk. Disse to svigersønner ender med at kæmpe på hver sin side af Første Verdenskrig i Europa.
Romanen blev filmatieret i 1921 i Hollywood i USA, og er nummer 6 på listen over de bedst indtjenende stumfilm i verdenshistorien. Filmen var samtidig det endelige gennembrud for en vis Rudolph Valentino, der var den tids absolut største giga-stjerne.
Filmens titel og tematiske fremstilling af krigen er hentet fra Biblen, hvor det afsluttende (meget, meget syrede og udflippede!) kapitel, Johannes' Åbenbaring, skildrer verdens undergang i kraft af fire ryttere på hver sin hest med forskellige farver, og hvor det berømt hedder om den sidste: »Og jeg så, og se en grøngul Hest, og han, som sad på den, hans Navn var Døden, og Dødsriget fulgte med ham;«
Filmen ligger i sin fulde længde på Youtube og er absolut et syn værd. Hvis en cirka samtidig (1915) Hollywood-film som Citat fra en nations fødsel (The Birth of a Nation) har været kritiseret for at tegne et nedladende og stereotypt billede af USA's sorte befolkningsgruppe, så kan den her med rimelighed siges at gøre det samme ved tyskerne, hvis børn i Argentina i filmen er vist overdrevent opdraget til krigerisk chauvinisme og går strækmarch, når de leger o.s.v.
Annonce fra 1964
Historien blev også filmatiseret i Hollywood i 1962, og her var handlingen ændret til at foregå under Anden Verdenskrig. Filmen blev vist i Rialto på Frederiksberg i København i februar 1964, og avisannoncen for denne udgave fra 1960'erne er vist til højre for denne tekst.
Nedenfor vises et klip på godt 6 minutter fra 1921-filmen, hvor det fremgår, at denne skildring af krigen, som også f.eks. Hemingways Farvel til våbnene er flettet ind i en kærlighedshistorie. Også denne roman/film indskriver sig som den senere Intet nyt fra Vestfronten helt klart i rækken af anti-krigsfilm.
Musikken i klippet er nutidig og altså en anakronisme i forhold til filmen.
I en lille genre, der kaldes graphic journalism, har Joe Sacco med sin The Great War fra 2013 skildret det berømte Slaget ved Somme som en tegneserie, med en stor, 6,72 meter lang sort-hvid tegning leveret i en æske, der også indeholder forord og signaturforklaringer af tegneren plus et essay af Adam Hochschild.
En anden tegneserie om Første Verdenskrig er Jacques Tardis Skyttegravskrigen (C'était la guerre des tranchées).
Også af Jacques Tardis om Første Verdenskrig er i to bind fra 2008 og 2009 Fa’ens til krig (Putain de Guerre!).
Den danske tegneseriekunstner Henrik Rehr udkom i 2014 med en grafisk roman om Gavrilo Princip, manden der skød ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo 28. juni 1914. Gavrilo Princip - Manden, der ændrede et århundrede.
Fra bøgerne
The Great War, Joe Sacco, 2013
Skyttegravskrigen, Jacques Tardi, 1993
Fa’ens til krig, Jacques Tardi, 2008 og 2009
Gavrilo Princip - Manden, der ændrede et århundrede, Henrik Rehr, 2014
Intet nyt fra Vestfronten:
