|
Om denne side |
På denne side gengives og kommenteres nogle samtidige, samt andre, kilder til den kendte, tyske sænkning af Cunard Lines passagerdamper Lusitania ud for Irlands kyst i maj 1915, som i henseende til tab af menneskeliv var det største forlis under krigen, og som havde omsiggribende konsekvenser for krigens videre forløb, idet den medførte en ændring af den tyske strategi til søs, nemlig en overgang til øget vægt på ubådenes anvendelse, og idet den var medvirkende til USA's senere indtræden i krigen.
Her på siden gengives en avisartikel fra dagen efter forliset, an annonce fra Cunard Line og vedstillet advarsel om rejse fra den tyske ambassade samt en leksikonartikel med omtale af forliset fra 1928. Desuden en kortere video, der – skønt med unægteligt musikvideopræg – indeholder originale optagelser af skibet i sin tid, samt undervandsoptagelser af vraget i nyere tid.
|
| |
Avisartikel |
Kæmpedamperen „Lucitania” skudt i Sænk af Tyskerne.
|
|
|
Omtale |
Denne artikel er fra Lolland-Falsters Folketidende den 8. maj 1915, altså dagen efter Lusitanias forlis, og beretter om forliset.
Artiklen bærer bl.a. præg af stort set at være gengivelser af nyhedstelegrammer uden egentlig journalistisk behandling fra avisen selv. Dette gælder også megen nyhedsformidling nu om dage, hvis man kigger kritisk efter. Men i dette tilfælde giver det sig altså bl.a. udtryk derved, at det i een og samme artikel er mere eller mindre modstidende oplysninger om, hvorvidt tyskerne havde givet advarsel i forvejen om en evt. sænkning af skibet, idet det dog skal siges, at det er to forskellige typer af advarsler, der er tale om i artiklen.
I øvrigt er spørgsmålet om legaliteten i sænkningen af Lusitania den dag i dag omdiskuteret, bl.a. kategoriseringen af flere tons krigsmateriale, der var med skibet, samt andre forhold.
|
Lolland-Falsters Folketidende, lørdag 8/5 1915
Klik for stor:
|
Kæmpedamperen „Lusitania”
skudt i Sænk af Tyskerne.
Uden forudgaaende Varsel sendes en Torpedo mod Skibet med dets 2000 Mennesker
- - - - - -
„Lusitania” sank i Løbet af 18 Minutter.
- - - - - -
Efter foreløbig Meddelelse er 13-1400 Mennesker druknede.
- - - - - -
Fra L o n d o n telegraferes sent Fredag Aften:
Cunard-Selskabet meddeler, at det har modtaget Telegram om, at Selskabets Damper „Lusitania” er sunket Kl. 2,33 i Eftermiddag i Nærheden af Kinsale paa Irlands Kyst.
„Lusitania” have en Besætning paa 665 Mand og medførte af Passagerer paa 1. Klasse 290, paa 2. Klasse 662 og paa 3. Klasse 361, i alt 1978 Personer.
Efter af være ramt af en Torpedo, forblev Skibet flydende i 20 Minutter, stadigt udsendende det traadløse Signal: „Kom straks til Hjælp, har stærk Slagside”. Chefen for den ved Queenstown liggende Eskadre afsendte straks en Mængde Smaafartøjer til Ulykkesstedet.
Uden Varsel.
L o n d o n, Fredag Nat.
Cunard-Linjen meddeler, at „Lusitania” blev skudt i Sænk uden forudgaaende Varsel.
Et stort Antal af Skibets Redningsbaade er undervejs til Kysten.
„Overlagt Mord”.
L o n d o n, Fredag nat.
Endnu foreligger der kun sparsomme Efterretninger om „Lusitania”, hvilket skyldes, at Signalstationen ligger paa et øde Næs langt fra Omverdenen og med meget daarlige Telegrafforbindelser.
Skibets Torpedering er utvivlsomt en Handling, der maa kaldes overlagt Mord, eftersom det er kendt, at tyske Agenter i New-York før „Lusitania”s Afrejse advarede Passagererne om, at Skibet vilde blive torpederet. Der var dog ingen, der tog Hensyn disse Advarsler, da man ikke troede, at Tyskerne vilde være saa umenneskelige. Blandt Passagererne er der mangs fremragende amerikanere, bl. a. menes Milliardæren Alfred Vanderbilt at have været med ombord.
De tyske Undervandsbaade har været meget virksomme udfor Kinsale i de sidste 2 Dage.
Fra Kl. 2,15 til 2,33.
L o n d o n, Fredag nat.
Den første traadløse Meddelelse fra „Lusitania” indløb Kl. 2,15. Skibet forsvandt i Bølgerne Kl. 2,33, og da var 20 af Redningsbaadene i Vandet.
5-600 reddes, men flere af dem dør af Strabadserne.
L o n d o n, Lørdag.
Admiralitetet meddeler, at mellem 5 og 600 Reddede fra „Lusitania” er landsatte i Queenstown. Mange af de reddede var saa medtagne, at de maatte bringes paa Hospitalet, og flere af dem er afgaaet ved Døden.
11 Reddede fra „Lusitania” er bleven landsatte i Kinsale.
Queenstown og Kinsale.
Begge disse Byer, der er kommen til at spille en Rolle i det store, verdenshistoriske Drama, der er udspillet i deres umiddelbare Nærhed, er mindre Havnebyer, omtrent midt paa Irlands Sydkyst i Grevskabet Cork.
Q u e e n s t o w n er den største af dem og har 10,000 indbyggere. Byen har en overmaade smuk Beliggenhed og er mildt Klima, hvorfor den er meget søgt som Kursted. I tidligere tid hed Byen C o v e O f C o r k, men efter en besøg af Dronning Victoria i 1849 antog den Navnet Queenstown (d. e. „Dronningens By”). Byen har en udmærket Havn med Plads til en meget stor Del af den engelske Slagflaade. De store Amerikadampere, som gaar mellem New-York og Liverpool, plajer at gaa ind til Queenstown for at faa Post ombord.
K i n g s a l e har ca. 5000 Indbyggere og har en stor Havn og betydeligt Fiskeri. Byen stod i det 14. og 15. Aarhundrede i livligt Handelssamkvem med Italien.
Nogle faa Mil Nord for Queenstown og Kinsale, der ligger i stor Nærhed af hinanden, ligger Byen T i p p a r a r y, som har giver navn til den berømte engelske Soldatersang.
Den sunkne Kæmpedamper.
Med Navnet „Lusitania” mindes man om de senere Aars Væddekamp mellem England og Tyskland i bygningen af de støste og hurtigste Skibe til Europa–Amerika-Farten.
Det var i 1907, at den engelsek Cunard-Linje fik „Lusitania”, den Gang Verdens største Skib, afleveret fra J. Brown og Co.s Skibsværft i Glasgow.
I September Maaned var „Lusitania” klar til at tiltræde sin forste Tur fra Liverpool over Atlanterhavet. Spændingen var stor. Man holdt høje Væddemaal paa, at det skulde lykkes „Lusitania” at slaa alle hidtil kendte Hurtighedsrekorder. Farten var 25 Knob, og Maskinerne udviklede 70,000 Hestekræfter.
Paa den første Tur, som Skibet tiltraadte den 8. September, sejlede det i øvrigt om Kap med et andet af Cunard-Linjens Skibe, „Lucania”.
„Lusitania” var 785 Fod lang, 83 Fod bred og havde et Dybtgaaende af 37 Fod. Skibet, der var paa 32,000 Tons, havde en Besætning paa ca. 700 Mand, og det havde Plads til 3000 Passagerer.
Om Skibets kæmpemæssige Størrelse faar man en Forestilling ved denne Enkelthed: hvis man rejste dets Køl lodret op i Luften, vilde dets Spids være nærmere ved Skyerne end Keops-Pyramidens Top.
Tyskernes Forhaandsadvarsler.
Den tyske Gesandt havde ladet forstaa, at „Lusitania” vilde blive skudt i Sænk.
„Lusitania” fik fra New-York Søndag den 2. Kaj. En Mængde velstaaende Amerikanere, blandt dem Milliardæren Alfred Vanderbilt, havde bestilt Billetter til Europafarten ombord paa den store, luksuriøst udstyrede oceanflyver.
Men den tyske Gesandt i Washington, Grev Bernstorff, udsendte en meget indstændig Anmodning til alle amerikanske Borgere om denne Gang at undlade at tage med „Lusitania”.
Men ingen troede alvorligt paa, at tyskerne virkelig vilde sende en Passagerdamper med et Par Tusind Mennesker til bunds. Endvidere blev det fra England udsendt Meddelelser om, at engelske krigsskibe skulde holde de tyske Undervandsbaade borte fra Damperen. Tilmed stolede man paa, at „Lusitania” med sine 25 Knobs Fart, der er omtrent dobbelt saa stor som en Undervandsbaads, uden Vanskelighed vilde kunne undslippe en forfølgelse. Aabenbart har der ligget en hel Flotille af tyske Undervandsbaade lige i Skibets rute og passet det op.
Med megen Spænding har man ventet paa Efterretningerne om „Lusitania”s farefulde Sejlads. Den skulde efter Fartplanen i Gaar være ankommet til Liverpool. I Stedet for kommer altsaa nu Efterretningen om dens Undergang.
„Lusitania” har tidligere af Sikkerhedshensyn enkelte Gange ført amerikansk Flag paa Sejladsen over Atlanten. Det vides endnu ikke, om den denne Gang er sejlet under engelske eller amerikansk Flag.
|
|
Omtale |
Denne leksikonartikel er fra Salomonsens Konversations Leksikon, Anden Udgave, der udkom løbende fra 1915 til 1930. Bindet med artiklen »Verdenskrigen« udkom i 1928, og i denne forbindelse altså 12 år efter Slaget ved Jylland.
Afsnittet med underoverskriften »Nordsøen 1916« omhandlet stort set udelukkende Jyllandsslaget, og er kun delvis gengivet her, idet man har inddelt slagets gang i 5 afsnit, som hver for sig er temmelig udførligt beskrevet i den originale artikel. Denne del er udeladt i nærværende gengivelse.
Altsammen altså vurderinger i et leksikon anno 1928.
Gengivet fra:
Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave
|
Salomonsens Konversations Leksikon, Anden Udgave, 1928
Klik for stor:
|
Nordsøen 1916.
Aaret skulde bringe den største Begivenhed paa Søen i denne Krig, ja i alle hidtil førte Søkrige; nemlig Jyllandsslaget eller Skagerrakslaget. Forinden havde enkelte Tildragelser af Betydning fundet Sted og skal kortelig omtales. Den 6. Januar løb det engelske Slagskib »King Edward VII« (2500O t) paa en Mine, udlagt af den før omtalte Hjælpekrydser »Möwe« uden for Orkneyøerne. Skibet sank, men Besætningen blev reddet. En anden tysk Hjælpekrydser »Greif« forsøgte at løbe ud i Atlanterhavet den 29. Februar, men blev opdaget og angrebet af to engelske Hjælpekrydsere, »Greif« og den ene Englænder blev skudt ned. Den tyske Højsøflaade, der havde faaet Admiral von Scheer til Chef, fortsatte sine Angreb paa den engelske Østkyst. Den 25. April var saaledes den største Del af Flaaden i Søen til Foretagelse af et Bombardement af Yarmouth og Lowestoft. Ved Udfarten stødte Slagkrydseren »Seydlitz« Kl. 2 Eftermiddag paa en Mine i et ukendt engelsk Minefelt og tog saa meget Vand ind, at den maatte returnere til Basis. Næste Morgen foretoges et kort Bombardement af Slagkrydserne, hvorefter hele Flaaden vendte hjem, da det formentes, at den engelske Storflaade var bleven alarmeret. Dette havde ogsaa fundet Sted, men den kom for sent til at afskære Tyskernes Tilbagetog. Ogsaa fra Luften fortsattes Beskydningen af de engelske Byer. Et Angreb paa de tyske Hangarer ved Tønder blev foretaget i Slutningen af Marts af engelske Flyvebaade, Resultatet var kun ringe, og ingen af Baadene kom tilbage.
Det var ogsaa Planen om et Bombardement i større Stil under Medvirken af hele Højsøflaaden, der førte til Jyllandsslaget den 31. Maj. Paa Grund af diset Vejr var Rekognoscering med Luftskibe vanskelig, og uden en ordentlig Rekognoscering vilde von. Scheer ikke nærme sig den engelske Kyst. Han bestemte sig da for et Kryds i den østlige Del af Nordsøen med Handelskrig ved Indløbet til Skagerrak og mulig Overrumpling af mindre engelske Flaadestyrker som Maal. Den engelske Storflaade var ofte paa Kryds i Nordsøen for at afværge Angreb paa den engelske Kyst, til Understøttelse af Blokadelinien, til Værn for Handelstrafikken og endelig for at slaa den tyske Højsøflaade, hvis den kom ud.
Den 30. Maj foretog Storflaaden et saadant Kryds. Slagskibene fra Scapa Flow og Cromarty under Admiral Jellicoe’s Kommando og Slagkrydserne fra Rossyth ført af Admiral Beatty med Mødested den 31. Maj tidligt paa Eftermiddagen i den østlige Del af Nordsøen. Den 31. Maj tidlig om Morgenen stod den tyske Højsøflaade til Søs, først Slagkrydserne under Admiral von Hipper, og en halv Time efter Slagskibene under Kommando af Admiral von Scheer. Vejen lagdes Vest om Helgoland gennem en minestrøgen Kanal i de engelske Minespærringer. Begge Flaadechefer havde en Anelse om, at større fjendtlige Flaadestyrker var i Søen. Tyskerne gennem traadløse Meddelelser fra Undervandsbaade, der var udsendt til den engelske Flaades Udløbssteder, og Englænderne gennem opsnappede traadløse Telegrammer.
Kl. 2 Eftermiddag den 31. Maj var den engelske Slagskibsflaade cirka 100 Sømil Vest for Lindesnæs gaaende Syd-Øst hen. Den bestod af 24 Dreadnought-Slagskibe, 3 Dreadnought-Slagkrydsere, 12 lette Krydsere, 8 Panserkrydsere samt 52 Jagere. Slagskibene var formeret i 6 Divisionskolonner med Kommandoskibene i Spidsen dækket af 5 lette Krydsere og en Del Jagere. 3 Sømil forud gik 4 lette Krydsere. 16 Sømil foran Hovedflaaden gik 6 Panserkrydsere spredt paa en Linie vinkelret paa Kursen, og mellem dem og Hovedstyrken 2 Panserkrydsere for at danne Efterretningsforbindelse; 4 Sømil yderligere fremme gik de 3 Slagkrydsere i Kølvandslinie dækket af 2 lette Krydsere og 4 Jagere. Admiral Beatty befandt sig paa dette Tidspunkt 77 Sømil sydligere styrende Nord paa mod det opgivne Samlingssted. Han havde under sin Kommando 6 Dreadnought-Slagkrydsere samt en Slagskibsdeling paa 4 af Flaadens nyeste Skibe af Queen Elisabeth-Typen under Admiral Evan Thomas. De store Skibe gik i 3 Kolonner, 4 Slagkrydsere i Midten, 2 Slagkrydsere 3 Sømil NØ. og Slagskibene 5 Sømil Nord-Vest for dem, dækket af 2 lette Krydsere og 25 Jagere. 8 Sømil sydligere dannede 11 lette Krydsere en Observationslinie paa Linien Øst-Nord-Øst—Vest-Syd-Vest, mellem disse gik Moderskibet for Flyvebaade »Engadine«’ og mellem Slagkrydserne og Linien en let Krydser som Repetitør.
Paa samme Tid stod den tyske Krydserchef, Admiral von Hipper Nord paa, 15—20 Sømil Syd-Øst for Beatty. Styrken bestod af 5 Dreadnought-Slagkrydsere gaaende i Kølvandsorden dækket af 12 Jagere; samt 5 lette Krydsere med hver en Deling Jagere — i alt 19 — gaaende delingsvis foran og paa Siderne af Slagkrydserne. 50 Sømil længere S. paa kom Slagflaaden Nord over. Den bestod af 22 Slagskibe, delt i 3 Eskadrer, 2 paa tilsammen 16 Dreadnoughter og 1 paa 6 Førdreadnoughter paa hver 13000 t, der var betydeligt svagere end de øvrige saavel engelske som tyske Slagskibe. Flaaden var inden Slagets Begyndelse overgaaet til Kølvandslinie med den svageste Eskadre bagerst. 6 lette Krydsere og 32 Jagere dannede Observationskæde og Sikring.
Kl. 2,20 kom lette Krydsere af Beatty’s og von Hipper’s Eskadrer i Sigte af hinanden og afgav Rapport til deres Chefer, som derefter traf deres Dispositioner til Indledning af Kampen, der efterhaanden udviklede sig til en Kamp mellem begge Flaader. Slaget kan for Oversigtens Skyld deles i 5 Afsnit. 1. Afsnit omfatter Kampen mellem Slagkrydserne under Fart Syd paa; i 2. Afsnit kommer den tyske Højsøflaade til, Slagkrydserne vender, og Kampen føres paa nordgaaende Kurser; i 3. Afsnit griber den engelske Storflaades Slagkrydsere og Panserkrydsere ind i Kampen, og 4. Afsnit omhandler Kampen mellem begge Flaader; endelig danner den paafølgende Natkamp 5. Afsnit.
[Her er den nøjere beskrivelse af disse 5 afsnit udeladt her, men kan læses online her.]
De engelske Tab var: 3 Slagkrydsere paa 17—26000 ton, 3 Panserkrydsere paa 13—14000 ton, 8 Jagere paa 9—1400 ton. I alt 115000 ton. De tyske Tab var: 1 Slagkrydser paa 26200 ton, 1 ældre Kampskib paa 13200 ton, 3 større lette Krydsere paa cirka 5000 ton og 1 mindre paa 2700 ton, 5 Jagere paa 6—700 ton. I alt 61180 ton. Af Besætningerne havde Englænderne 6768 og Tyskerne 3058 Døde og Saarede.
Skønt Englændernes store Overlegenhed i Forholdet 8:5, led de næsten dobbelt saa store Tab som Tyskerne. Det var da ikke saa underligt, at Tyskerne betragtede det som en mægtig Sejr for deres Flaade, visende, at Englands Herredømme paa Søen ikke var uangribeligt; medens den engelske Folkestemning, ledet af Pressen, gik Jellicoe imod, fordi det ikke var lykkedes ham at tilintetgøre den tyske Flaade. Begge Dele var lige uberettiget. Den tyske Flaade havde ikke vundet nogen Sejr, den var flygtet fra Kamppladsen, og den var ikke i Stand til med Held at optage Kampen med den engelske Flaade den næste Dag. At Jellicoe ikke vandt den afgørende Sejr, skyldtes, at Forhold, som han for største Delen ikke var Herre over, bevirkede, at Kampen ikke kunde føres til Ende, Forhold, der var til Gunst for den tyske Flaade. Var de to Flaader mødtes tidligere paa Dagen i klart Vejr og med Villie til at kæmpe om Sejren, var Resultatet blevet et andet; men nu slap den tyske Flaade ud af det engelske Favntag paa Grund af Dis og indtrædende Mørke, der foraarsagede, at Jellicoe ikke kunde komme til at anvende sin fulde Kampkraft. Der blev kæmpet med stor Dygtighed og Dødsforagt paa begge Sider, særlig for Slagkrydsernes og de mindre Skibes Vedkommende. Begge Førere var mere forsigtige med Anvendelse af Slagskibene, Jellicoe drejede væk for Torpedoangreb og tabte derved Følingen med Fjenden et Par Gange, og von Scheer flygtede med sine. Dette kan næppe bebrejdes dem, begge vidste, at Magten paa Søen afhang af Slagskibene, saa de vilde ikke risikere dem, uden at opnaa store Fordele derved. Ingen sejrede; den engelske Flaade havde vel de største Tab, men den resterende Del af Flaaden var mindre medtaget end den tyske; 23 af Slagskibene var end ikke ramt. Den tyske Højsøflaade søgte ikke oftere Slag, og Englands Herredømme paa Søen var uantastet, selv om man stadig maatte regne med en kraftig tysk Flaade som Modstander. At Stemningen i England var bitter, kan ikke undre, der trængtes til en Sejr, da de Allieredes Sag ikke stod særlig godt paa dette Tidspunkt. Den tyske Flaades Tilintetgørelse vilde have betydet Nærblokade af de tyske Kyster, Indtrængen i Østersøen med Trusel om Landsættelse af Tropper paa den tyske Østersøkyst m. m. og dermed Krigens Forkortelse.
Slaget var af megen Interesse, det var første Gang, at fuldt moderne Materiel, bemandet med Verdens bedste Personel, samlet i Storflaader, var i Kamp med hinanden. Artilleriets og Torpedovaabnets store Udvikling siden tidligere førte Søkrige gjorde, at Slaget førtes paa en helt anden Maade end forhen. Kampen mellem Slagskibene førtes paa Afstande ud til 18 km, hvilket, trods store Forbedringer i Ildledelsen, maatte føre til et stort Ammunitionsforbrug i Forhold til Træfningen; saaledes havde den ene tyske Eskadre opbrugt næsten al sin Ammunition, skønt Kampen var kortvarig. Torpedoens Rækkevidde var blevet saa stærkt forøget, at Torpedoangreb kunde udføres paa saa lang Afstand, at de uden alt for stor Risiko kunde udføres om Dagen af Torpedofartøjer, der hidtil havde været henvist til at operere om Natten. Ogsaa dette maatte forandre Flaadernes Taktik, da en Masseudskydning af Torpedoer mod en tætsluttet Flaade af Kampskibe er yderst farlig for disse. Ogsaa Undervandsbaade var blevet anvendt, dog kun til Observation os eventuelt Angreb ved Fjendens Ud- og Indløbssteder, men ikke paa selve Kamppladsen. Den i tidligere Søkrige ukendte Anvendelse af kunstig Taage til Dækning af Manøvrer for at unddrage sig Fjendens Ild blev med Held anvendt af von Scheer. Rekognoscering fra Luften blev anvendt med godt Resultat under det første Møde af Beatty; ogsaa tyske Luftskibe havde været ude om Eftermiddagen den 31. Maj, men havde paa Grund af Dis intet observeret, men den 1. Juni om Morgenen gik 5 Luftskibe ud ganske tidligt og rapporterede den engelske Flaades Plads.
Det synes at fremgaa af Slaget, at Flaaderne var for store til at ledes af en enkelt Mand, selv om han havde mange Underanførere. — I begge Flaader tilsammen kommanderede ikke mindre end 25 Admiraler —. Selv om den Kommanderende tog Plads i Midten af Slaglinien, kunde han ikke overse hele sin Flaade. Flaadens Størrelse gjorde ogsaa, at Ordrer og Meldinger havde Vanskelighed ved at gaa igennem, saa meget mere som Meddelelsesmidlerne var meget udsatte for Tilintetgørelse. De Kommanderende maatte derfor i Forvejen kunne forudse saa mange Eventualiteter under et Slags Forløb, at de kunde give deres Underanførere Instruktioner for deres Handlemaade under de forskellige indtrædende Forhold.
Hvad Materiellets Godhed angaar, synes det tyske at have haft nogle Fordele fremfor det engelske, takket være Flaadens Skaber, Admiral von Tirpitz’ maalbevidste Arbejde, ogsaa i teknisk Retning, De tyske Skibes Undervandskonstruktioner viste sig fortrinlige, idet det lykkedes at holde Skibene flydende og bringe dem i Havn trods store Undervandshavarier. Tre engelske Slagkrydsere gik derimod hurtig til Bunds efter indvendige Eksplosioner. Noget hertil bidrog, at der ikke i engelske Skibe var truffet saa gode Forholdsregler til at hindre, at Eksplosioner i Ammunitionen i Kanontaarnene kunde brede sig til de nedenunder liggende Ammunitionskamre, som det var Tilfældet i de tyske Skibe. De tyske Granater synes ogsaa at have været de engelske overlegne baade i Brandrørets Virkemaade og i eksplosiv Kraft. De tyske Skibe var ogsaa bedre forsynede med Ildledningsapparater, der lagde samtlige Kanoners Affyring i det for Træfningen gunstigste Øjeblik i den øverste Artilleriofficers Haand; kun i enkelte af de engelske Skibe var saadanne installeret, Brugen af dem ikke særlig indøvet, da de engelske Officerer ikke havde Tillid til dem. De tyske Afstandsmaalere var ligeledes de engelske overlegne. Jellicoe indsaa selv den engelske Underlegenhed paa de omtalte Punkter og arbejdede efter Slaget ihærdigt paa at faa Manglerne rettede.
Efter Jyllandsslaget kom det paa Grund af de Allieredes absolutte Overlegenhed ikke mere til Sammenstød paa Søen mellem større Stridskræfter. Flaaderne blev dog ikke derfor uvirksomme; i Tyskland fremskyndedes Undervandskrigen særlig som Handelskrig, næsten den eneste, men ogsaa den bedste Chance til at frembringe en ærefuld Fred. Mandskaberne til Undervandsbaadene blev for en Del taget fra Højsøflaaden, men dette var alligevel ikke Beskæftigelse nok for Besætningerne, og i deres Lediggang blev Matroserne et Bytte for revolutionær Propaganda, der førte til enkelte Mytterier, som imidlertid blev kvalt med haard Haand. Ret betegnende er det, at Novemberrevolutionen 1918 paabegyndtes af Flaadens Mandskab.
Kort efter Jyllandsslaget led England et betydeligt Tab ved Lord Kitchener’s Død i Bølgerne Vest for Orkney-Øerne paa hans Vej til Rusland over Hvidehavet for at sætte Liv i deres Krigsforetagender. Rejsen skulde foregaa med en af Storflaadens Panserkrydsere, »Hampshire« (10000 ton) fra Scapa Flow. Skibet stod, fulgt af et Par Jagere, til Søs ud paa Eftermiddagen den 5. Juni, gennem det vestlige Løb, der mentes sikrest under de forhaandenværende Forhold. Det var daarligt Vejr med Modvind og høj Sø, der efterhaanden tiltog, saa Jagerne ikke kunde følge og blev sendte tilbage. Kort efter. Kl. 7 1/2, endnu i Sigte af Land, stødte »Hampshire« paa en Mine og sank i Løbet af kort Tid. Det blev observeret fra Land, og Patruljebaade blev sendt ud for at redde Besætningen, men alt var forsvundet. Kun 12 Matroser, der drev i Land paa en Flaade, overlevede Katastrofen. Minefeltet var kort forinden udlagt af en tysk Undervandsbaad.
Saadanne Mineudlæggere udlagde i den kommende Tid Minefelter ud for Storflaadens Udløbssteder; men de blev hurtigt opdagede og ryddede. I det Hele taget var der om Sommeren og Efteraaret 1916 en livlig Undervandsbaadsvirksomhed i Nordsøen. Den 19. August under et større Udfald af tyske og engelske Flaadestyrker sænkedes de engelske lettere Krydsere »Nottingham« og »Falmouth« af tyske Undervandsbaade, og det tyske Slagskib »Westfalen« blev torpederet af en engelsk Undervandsbaad, men slap i Havn. Den 4. November kom to tyske Undervandsbaade paa Grund ved Jyllands Vestkyst, den ene kom af, men den anden maatte opgives, det var U. 20, der havde sænket »Lusitania«. En større tysk Styrke var kommet Baadene til Hjælp, og af denne havareredes Slagskibene »Grosser Kurfürst« og »Kronprinz« ved Torpedoskud fra engelske Undervandsbaade, der var paa Patrulje ved Horns Rev.
Ogsaa de tyske Luftskibe var ret virksomme i 1916. Et større Togt blev foretaget 31. Marts—1. April af 7 Luftskibe med Angreb paa Sydengland som Maal. 2 maatte vende om paa Grund af Havarier, alle de andre kom i Aftenens og Nattens Løb ind over Land. 3 af dem naaede London og nedkastede Bomber, 1 af dem blev herunder saa stærkt beskadiget af Kanonild, at den faldt ned ud for Themsmundingen; de øvrige kom alle tilbage.
|
|
Omtale |
Denne annonce for Cunard Lines afgange og vedstående advarsel indrykket af den tyske ambassade i USA er fra et amerikansk dagblad lige før Lusitanias sidste, skæbnesvangre sejlads.
|
Avisudklip, april/maj 1915
Klik for stor:
|
Oversat til dansk lyder advarslen:
ADVARSEL!
Rejsende med planer om at stå på den atlantiske rejse mindes om, at der er en tilstand af krig mellem Tyskland og dets allierede og Storbritannien og dets allierede; at krigszonen indbefatter farvandene tæt ved De Britiske Øer; at, i overensstemmelse med den formelle varsel giver af den kejserlige tyske regering, er fartøjer bærende Storbritanniens eller nogen af dets allieredes flag objeket for undergang i disse farvande, og at rejsende, der sejler i krigszonen på skibe fra Storbritannien eller dets allierede, gør dette på egen risiko.
DEN KEJSERLIGE TYSKE AMBASSADE
Washington, D.C., 22. april 1915
Den engelske ordlyd var:
Notice!
Travellers intending to embark on the Atlantic voyage are reminded that a state of war exists between Germany and her allies and Great Britain and her allies; that the zone of war includes the waters adjacent to the British Isles; that, in accordance with formal notice given by the Imperial German Government, vessels flying the flag of Great Britain, or any of her allies, are liable to destruction in those waters and that travellers sailing in the war zone on the ships of Great Britain or her allies do so at their own risk.
IMPERIAL GERMAN EMBASSY
Washington, D.C., April 22, 1915.
|
|
Omtale |
Dette klip fra Youtube er lavet af en amatør og nærmest en musikvideo med det finske metalband Nightwish's nummer Sleeping Sun, men har den øvrige kvalitet i forhold til anvendelse her på sitet, at den indeholder optagelser af Lusitania i sin tid, samt optagelser af vraget på havets bund.
|
|
Avisartikel, 8/5 '15:
